2025/03/08 by Nielsen, Lisbeth, Christensen, Thomas Heegaard, Leth, Jeanette Schade +1
paper · doi:10.17896/ucn.perspektiv.n16.587
Mennesker med intellektuelt udviklingshandicap er generelt mere marginaliserede og føler sig mere ensomme end den øvrige del af den danske befolkning (VIVE, 2023). Et udsnit af datamaterialet fra forskningsprojektet Øget trivsel og livskvalitet for mennesker med udviklingshæmning og demens indikerer, at denne målgruppe udfordres i relationelle sammenhænge og i forhold til deltagelse i meningsfulde fællesskaber – dette er afsættet for denne artikel. I takt med at demenssygdommen udvikler sig, forstærkes de negative konsekvenser for det enkelte menneske med intellektuelt udviklingshandicap i forhold til det sociale liv. Analyse af observations- og interviewdata viser blandt andet, at relationerne udfordres på flere niveauer, når demenssygdommen indtræffer. Set i et inklusionsperspektiv giver dette udfordringer for borgerne, da det får betydning for anerkendelsen af dem som mennesker og dermed for deres livskvalitet.